Nyeste resultater med BlueN i sukkerroer imponerer i et år med rekord udbytter
I samarbejde med to landbrug på Sydsjælland og Midtlolland blev der i foråret etableret demoparceller med BlueN i sukkerroer.
Sukkerroer er en afgrøde med en lang vækstsæson og er derfor særligt velegnet til, at BlueNs bakterie kan kolonisere planten og bidrage til kvælstofoptagelsen. Udbytterne for sukkerroer i 2025 var rekordhøje, og det kunne derfor være vanskeligt at forvente, at biostimulanter ville kunne bidrage med et yderligere merudbytte.
I demoerne er landbrugenes eksisterende gødnings- og sprøjteplaner fulgt. Den eneste forskel mellem de ubehandlede – og behandlede parceller er således tilføjelsen af BlueN ved roernes 4-bladsstadie.
Behandlingerne med BlueN blev udført henholdsvis den 9. maj på Lolland og den 20. maj på Sydsjælland.
Corteva har i løbet af sæsonen foretaget biomassemålinger i demoerne. Ved sidste registrering før optagning blev der målt en ekstra biomasse på 3,94% på Lolland og 8,68% på Sydsjælland. Biomassen blev bestemt ved at opgrave roer fra tre forskellige steder i hvert spor i en strækning på 3 meter, tælle antal planter, afskære top og efterfølgende veje materialet. Målingen blev gentaget to gange for at reducere usikkerhed.
Ved optagning blev det optagede areal opgjort ved måling af roeoptagerens kørebredde og -længde. På begge lokaliteter blev roerne aflæsset i vogn og efterfølgende vejet på brovægt. Derudover blev der udtaget prøver, som blev analyseret på sukkerfabrikken i Nakskov.
Roerne på Lolland blev optaget den 14. oktober. Her blev der registreret et merudbytte på 600 kg/ha sukker i de BlueN-behandlede parceller. Forskellen skyldtes et højere sukkerindhold på 0,6%, idet rodudbyttet på over 104 ton var næsten identisk med det ubehandlede.
Roerne på Sydsjælland blev optaget i to omgange, henholdsvis den 23. oktober og den 10. november, hvor der blev registreret både udbytte og analyser på begge tidspunkter. Der var cirka 250 meters afstand mellem optagningspunkterne.
Ved optagningen den 23. oktober blev der målt et merudbytte på hele 2.600 kg/ha sukker i de behandlede parceller. Dette skyldtes primært en markant forskel i rodudbyttet, som blev målt til 123 ton i behandlet mod 111 ton i ubehandlet, samt en stigning i sukkerindholdet på 0,5%.
Optagningen den 10. november viste et merudbytte på 500 kg/ha sukker i behandlet, hvilket primært skyldtes et højere rodudbytte, da sukkerprocenten var uændret.
Samlet set har de tre optagninger i givet et gennemsnitligt merudbytte på 1.227 kg sukker pr. hektar ved behandling med BlueN, hvilket vurderes som et meget tilfredsstillende resultat. Resultaterne bekræfter desuden BlueNs potentiale – også i år med høje udbytter.